UBVA udtaler at udgangspunktet ved patentbare opfindelser er, at der kun er pligt til at tilbyde patentet til arbejdsgiver, mod vederlag, hvis der er tale om et egentlig ansættelsesforhold mellem studiestedet og praktikanten.

Når det gælder studerende gælder lov om arbejdstagers opfindelser (LBK nr. 104 af 24/01/2012) ikke, da man som studerende ikke betragtes som arbejdstager.

UBVA vurderer at en praktikant sidestilles helt med en studerende, og vil derfor ikke være at betragte som en ansat, således at denne beholder samtlige rettigheder til fx. en opfindelse som denne har opfundet i praktikperioden.

IDA rettede henvendelse til UBVA angående et medlem, som var forsker ved et dansk universitet, hvor vedkommende havde udviklet noget teknisk, der ikke havde tilstrækkelig nyhed til at kunne patenteres, men som dog alligevel kunne have en værdi, og som universitetet nu formentlig ønskede at kommercialisere i samarbejde med en ekstern part. UBVA vejledte om, at lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner ikke fandt anvendelse i det anførte tilfælde, hvor der ikke forelå en patenterbar opfindelse. Da forskeren bl.a. havde udviklet noget kildekode til at styre den tekniske frembringelse, vejlede UBVA desuden om, at ophavsretten til edb-programmer ifølge ophavsretslovens § 59 normalt overgår til arbejdsgiveren. UBVA vejledte herved om, at det har været diskuteret, om denne bestemmelse også gælder for forskere ved danske universiteter, men at det i dag er tvivlsomt, om man vil kunne komme igennem med et synspunkt om, at dette ikke skulle være tilfældet.

En overlæge ansat på deltid ved et universitetshospital havde i sin fritid gjort en opfindelse. Overlægen ønskede oplyst, om universitetshospitalet havde krav på at få del i rettighederne til opfindelsen.

UBVA oplyste, at offentlige forskningsinstitutioner ifølge lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner har krav på at få del i rettighederne til opfindelser, der er gjort af en arbejdstager som led i hans arbejde.

Overlægens funktionsbeskrivelse forklarede blandt andet, at han varetog visse kliniske forskningsopgaver, ud over sin halvtidsstilling. I overensstemmelse med det havde han deltaget i et klinisk forskningsprojekt ved hospitalet.

Den forskning, der havde resulteret i overlægens opfindelse, havde dog ikke været klinisk, men derimod eksperimentel. Opfindelsen havde derudover ikke nogen forbindelse med overlægens arbejde på hospitalet, deriblandt den kliniske forskning, forskeren havde udført. Endeligt var opfindelsen gjort i overlægens private hjem med udstyr, han selv havde købt og betalt for.

Da opfindelsen derfor ikke var gjort som led i overlægens arbejde, havde forskningsinstitutionen ikke krav på at få del i rettighederne til opfindelsen

En lægemiddelforsker ved en dansk privat medicinalvirksomhed havde stået bag en opfindelse for et lægemiddel til behandling af overvægtige. Opfindelsen blev af medicinalvirksomheden solgt til en anden medicinalvirksomhed for flere milliarder kroner. Lægemiddelforskeren havde fået den grundlæggende ide bag lægemidlet. Desuden fandt han frem til en række løsninger, der var nødvendige for forskningsprojektets videreførelse. Forskeren havde til opgave hos medicinalvirksomheden at forske i fedme, men oplyste at langt de færreste forskere får en idé, der har så stor økonomisk værdi, som hans opfindelse havde.

UBVA oplyste, at arbejdsgivere ifølge lov om arbejdstageres opfindelser § 5 kan kræve retten til opfindelser, som ansatte gør som led i tjenesten eller ved løsningen af en opgave stillet af arbejdsgiveren.

Samme lovs § 8, stk. 1, siger dog, at arbejdstageren er berettiget til en rimelig godtgørelse uanset om andet er aftalt, ”[…] medmindre værdien af opfindelsen ikke overstiger, hvad arbejdstageren under hensyn til sine arbejdsforhold i det hele med rimelighed kan forudsættes at skulle præstere.”

Det fremgår yderligere af § 8, stk. 2, at der ved fastsættelsen af godtgørelsen skal tages særligt hensyn til opfindelsens værdi og betydning for virksomheden, til arbejdstagerens ansættelsesvilkår samt til den betydning, arbejdstagerens tjeneste har haft for opfindelsen.

UBVA vurderede, at opfindelsen var omfattet af loven, men at det var tvivlsomt, om forskeren havde ret til en godtgørelse efter § 8, og i så fald, hvor stor den skulle være.
Den danske retspraksis var meget beskeden, og det var derfor uklart, hvornår arbejdstagere var berettiget til en godtgørelse, samt hvor stor den skulle være. Spørgsmålet var derfor af principiel karakter, og UBVA anbefalede at forskerens faglige organisation gik videre med sagen.

Et design med spirituelle egenskaber kan ikke patenteres, da patentloven udelukker fremgangsmåder til behandling af det menneskelige legeme ved terapi og diagnostiske fremgangsmåder udøvet på det menneskelige legeme fra opfindelsesbegrebet. Ved forhandling om udnyttelsen med tredjepart bør udvikleren sikre sig designrettighederne forinden, og må med hensyn til ikke-patenterbare innovationer forlade sig på aftaler om hemmeligholdelse og om en evt. udnyttelse, gerne suppleret med bestemmelser om konventionalbod.

Samarbejdsaftaler om forskningssamarbejder i offentligt-privat samarbejde bør forudse ikke blot den akademiske udnyttelse af resultaterne, men også en eventuel kommercialisering. Navnlig bør man nøje overveje den forretningsmodel, en efterfølgende udnyttelse skal følge. Som oftest bør man søge kvalificeret vejledning. Blandt andet bør man være opmærksom på, at viden som udgangspunkt er fri, og skal den hemmeligholdes bør den være specificeret og partnerne skal kontraktligt have forpligtet sig til at bevare den hemmeligt. Ligeledes kan man miste muligheden for at få patenteret opfindelser, hvis de er blevet offentliggjort inden patentansøgningen indleveres. I forhold til udnyttelsen bør det i samarbejdsaftalen klargøres, hvem der bestemmer hvad, og hvor meget hver især skal have, både af rettigheder og penge.

En person havde sammen med en kollega udviklet et materiale som led i sin ansættelse, og en samarbejdspartner til arbejdsgiveren, som havde været involveret i projektet, ønskede nu at patentere og udnytte materialet. Sagen gav anledning til ophavsretlige og patentretlige spørgsmål.

Ophavsret:
UBVA antog efter det oplyste, at materialet var ophavsretligt beskyttet, fordi det havde et betydeligt omfang, og fordi de to forfattere til materialet derfor måtte have haft en vis kreativ frihed ift. formuleringer, struktur, layout osv.

Ophavsretten opstår (med nogle enkelte undtagelser) hos den, der frembringer materialet. Spørgsmålet var derfor, om ophavsretten var overdraget til arbejdsgiveren og/eller samarbejdspartneren.

Når der ikke er aftalt noget om ophavsrettighederne, skal spørgsmål om, i hvilken udstrækning arbejdsgiveren får den ansattes ophavsrettigheder, afgøres efter de almindelige regler om ophavsret i ansættelsesforhold, hvorefter det bl.a. gælder, at arbejdsgiveren kun får de dele af den ansattes ophavsret, som var nødvendige for udøvelsen af arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor den ansatte lavede værket.

En del af den tid, den ansatte havde brugt på at lave materialet, var fritid. UBVA oplyste, at det imidlertid ikke er en betingelse, for at arbejdsgiveren kan få rettighederne efter den ovenfor omtalte regel om ophavsret i ansættelsesforhold, at værket er skabt i arbejdstiden, da arbejdstid og fritid kan flyde sammen. Efter reglerne om ophavsret i ansættelsesforhold skal den skabende indsats derimod falde inden for arbejdstagerens arbejdsopgaver, og værket skal være blevet til under udførelsen af dem. Det var ikke ud fra de for UBVA forelagte oplysninger muligt at vurdere, om udviklingen af materialet faldt ind under medarbejderens arbejdsopgaver. Det forekom dog usandsynligt, da vedkommende var ansat til andre opgaver.

Medarbejderen havde oplyst, at det ikke var arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, at der blev udviklet (eller udnyttet) materiale svarende til det, som medarbejderen og kollegaen udviklede. Det er en skønsmæssig vurdering, hvad der ligger inden for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Efter de for UBVA forelagte oplysninger forekom det ikke at ligge inden for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed at udnytte materiale svarende til det, medarbejderen og kollegaen havde udviklet. Det var i hvert fald ikke sædvanlig virksomhed på tidspunktet for fremstillingen af materialet at udbrede materialet til eksterne parter eller at videreoverdrage rettighederne til samarbejdspartneren. Ligeledes var der ikke umiddelbart grundlag for, at det skulle være nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, at den kunne forbyde medarbejderen selv at udnytte sin del af ophavsrettighederne til materialet, eller at arbejdsgiveren kunne overdrage en sådan forbudsret samarbejdspartneren. Det måtte derfor formodes, at hverken arbejdsgiveren eller samarbejdspartneren havde fået sådanne rettigheder. Der var efter det oplyste i øvrigt heller ikke indgået nogen stiltiende aftale herom.

Patentret:
UBVA bemærkede indledningsvist, at det forekom tvivlsomt, om der overhovedet var tale om en opfindelse, som kunne patenteres.

For det tilfælde, at der var tale om en opfindelse, bemærkede UBVA, at det følger af § 3 i lov om arbejdstageres opfindelser, at i det omfang andet ikke følger af lov, har en arbejdstager retten til de af vedkommende gjorte opfindelser. Efter § 5 kan arbejdsgiveren kræve opfindelse overdraget til sig. Efter § 8 har arbejdstageren ret til en rimelig godtgørelse, hvis arbejdsgiveren kræver opfindelsen overdraget til sig.

Hvis arbejdsgiveren havde fået medarbejderens del af ”opfindelsen” overdraget til sig, ville arbejdsgiveren i princippet kunne videreoverdrage rettighederne til samarbejdspartneren, men der var ifølge de oplysninger, UBVA havde fået, ikke indgået nogen overdragelsesaftale til en eventuel opfindelse mellem arbejdsgiveren og medarbejderen. Derfor var der ikke grundlag for, at samarbejdspartneren uden videre skulle kunne ansøge om patent på det udviklede materiale.

Det er ikke usædvanligt, at en opfinder i forbindelse med overdragelse af rettighederne til opfindelsen forpligtes til at medvirke ved sin underskrift på patentansøgninger og andre dokumenter, hvor myndighedskrav m.v. fordrer opfinderens underskrift. Forpligtelsen bør være begrænset til sådanne tilfælde, hvor underskriften er påkrævet for, at den stedfundne overdragelse kan effektueres i praksis, og de derved overdragne rettigheder kan udnyttes.

Retten til at blive angivet som opfinder tilkommer den, som har fået den pågældende idé, ikke den som videreudvikler den og klargør den til patentering. Bevisførelsen for, hvem der faktisk er opfinder kan være vanskelig, navnlig hvis opfindelsen gøres i et teamwork eller under opsyn og ledelse af en overordnet. I virksomheder med udviklingsafdelinger bør der etableres procedurer for, hvorledes det sikres at de rette opfindere og ikke andre medarbejdere krediteres. Bevidst fejlagtig angivelse af opfinderen kan efter omstændighederne i princippet være strafbar som dokumentfalsk. Betydningen af korrekt angivelse af opfinderen er dels, at det er fagligt meriterende for den pågældende, men kan også have betydning for muligheden for at opnå godtgørelse efter Opfinderlovens § 8. Retspraksis på dette område er ikke præget af betydelige beløb.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en opfindelse beregnet på behandling af mentale lidelser, gjort af en psykiater ansat på et offentligt hospital, var omfattet af lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner.

Efter lovens § 8, stk. 1, jf. § 2, nr. 1, og § 5, har offentlige hospitaler mv. krav på at få del i retten til de ansattes opfindelser gjort "som led i" ansættelsen.

UBVA udtalte, at det indebærer et krav om, at der mellem opfinderen og institutionen skal bestå et egentligt ansættelsesforhold i juridisk forstand, i modsætning til f.eks. et konsulentforhold.

Desuden betyder kravet om, at opfindelsen skal være gjort ”som led i arbejdet”, at den ansatte skal have gjort opfindelsen som led i sin opfyldelse af sine tjenestepligter over for arbejdsgiveren. Sagt på en anden måde er det et krav, at opfinderen er ansat til at opfinde og helt eller delvist får sin løn for det, og at opfindelsen er en måde, den ansatte gør sig fortjent til sin løn på. Man kan også udtrykke det sådan, at opfindelsen skal være en modydelse fra arbejdstagerens side, hvormed vedkommende lever korrekt op til sine forpligtelser som ansat. Vurderingen af, hvad der ligger i ansættelsesforholdet, tager først og fremmest udgangspunkt i, hvad der står i ansættelseskontrakter og stillingsbeskrivelser. Herudover kan spørgsmålet være påvirkeligt af sædvaner, mundtlige eller stiltiende aftaler, parternes forudsætninger o.l., sml. herved UfR 2004.1802 H. At opfindelsen skal være gjort som led i den ansattes præstation af sine arbejdsforpligtelser, ligger imidlertid fast. Pga. den sammenblanding mellem arbejde og fritid, der præger mange moderne menneskers liv, er det vel ikke nødvendigvis afgørende efter § 8, om opfindelsen er gjort inden for normal arbejdstid. At en opfindelse er gjort i fritiden, vil dog være et indicium for, at den falder uden for § 8. Det bringer i øvrigt ikke en opfindelse ind under loven, at den har en vis relation til den ansattes arbejde, herunder at den bygger på viden eller ideer, som den ansatte har fået dér. Det afgørende er, om opfindelsen er gjort af en arbejdstager, som var ansat til at gøre opfindelser som led i opfyldelsen af sine forpligtelser over for arbejdsgiveren. Hvis ikke den er det, falder opfindelsen uden for loven.

I den konkrete sag fremgik det, at den pågældende psykiater var ansat til at undersøge og behandle psykiatriske patienter, ikke at udføre eksperimentel forskning eller begå tekniske opfindelser.

UBVA fandt på den baggrund, at opfindelsen ikke var omfattet af lov opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner. Det gjaldt, uanset om den evt. måtte hvile på erkendelser og ideer opnået under ansættelsen.

En ansat opfinders standardiserede godtgørelse kan i visse tilfælde kræves ændret, hvis der er sket en væsentlig ændring i de forhold, som var bestemmende for fastsættelsen af godtgørelsen. Kravene er her mindre strenge end kravene for at tilsidesætte en aftale efter Aftalelovens § 36. Også andre ”særlige omstændigheder” end de væsentligt forandrede forhold kan føre til ændring efter Opfinderlovens § 8, stk. 3. Der findes vistnok ingen retspraksis om bestemmelsen. Et meget stort beløb tilkendt arbejdstageren i forbindelse med en krænkelse af patentet kan være en sådan særlig omstændighed, men i og med at et sådant beløb kan dække både et rimeligt vederlag for udnyttelsen og erstatning for lidte tab, må grundlaget for fastsættelsen af beløbet tages i betragtning, idet det kan afhænge af flere faktorer end selve opfindelsens værdi for virksomheden.

En ansat læges opfindelse på et andet lægeligt fagområde end det, vedkommende var beskæftiget med, og med brug af selvfinansieret udstyr, falder ikke ind under loven om opfindelser ved offentlige forskningsorganisationer, og lægen beholder selv alle rettigheder hertil. Ved forhandlinger herom med arbejdsgiveren anbefales lægen at søge bistand fra sin tillidsperson og faglige organisation.

Selv om bestemmelsen i Opfinderlovens § 5 omfatter opfindelser gjort uden for arbejdstiden og arbejdsstedet, omfatter den ikke opfindelser gjort før eller efter ansættelsesforholdet. Som udgangspunkt påhviler det arbejdsgiveren at bevise – eller i hvert fald sandsynliggøre – at en opfindelse er nået gennem den ansattes tjeneste. Modsat vil arbejdstageren kunne sikre sig rettighederne, hvis det kan bevises eller sandsynliggøres, at opfindelsen er nået på et andet tidspunkt, fx ved hjælp af e-mails eller anden elektronisk nedskrivning, som entydigt kan tidsfæstes.

Det afhænger af en konkret vurdering, hvorledes vederlag for opfindelser gjort af flere i fællesskab skal fordeles. Om muligt bør det aftales på grundlag af en dokumenteret beskrivelse af den indsats, de medvirkende hver især har ydet. Også bidrag i diskussionsforløb, som ikke i sig selv er krystalliseret ud i ideer, kan formentlig tælle med som ”katalysatorer”, men i så fald må involveringen i disse forløb have været til stede. I den sidste ende er det et forhandlingsspørgsmål, blandt andet også fordi forskellige bidrag til ideen bag en opfindelse kan have forskellig værdi.

En PhD studerendes opfindelse, som er gjort hjemme i fritiden og er personligt finansieret, og samtidig ikke overlapper PhD projektet, er ikke omfattet af loven om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner, og det pågældende universitet kan ikke kræve at få retten overdraget. Den PhD studerende bør dog, da universitetet har anmodet derom, indsende anmeldelsesformularen om opfindelsen, men samtidig fremsætte sit krav om at være ejer af retten samt fremsende den fornødne dokumentation, herunder beskrivelser af PhD projektet og af opfindelsen, erklæring fra vejleder om, at der ikke er overlap mellem disse, samt dokumentation af afholdte udgifter til materialer m.v.